Voldscirklerne er baseret på kærlighedsrelationen mellem udøver og offer. Det starter ud med det første møde, og herefter forsøger vi at beskrive hvordan processen typisk ser ud.
Vi har tilføjet traumabonding som opstår i løbet af processen, og traumabonding sker når udøver er så grænseoverskridende at dine grænser, virkelighedsopfattelse og selvopfattelse langsomt smuldrer og du bliver afhængig af din udøver; det bliver således svært at forlade forholdet og mange beskriver at de føler sig handlingslammet.
Den første cirkel er på selve relationen, og den anden cirkel er baseret på den negative sociale kontrol i døvemiljøet, hvor udøveren kan misbruge dette miljø til at isolere offeret yderligere.
Døvemiljøet fungerer som en lille landsby hvor der typisk er en del rygter og sladder, og dette udnytter udøveren til egen vinding. Offeret går typisk ikke ud og deler sine oplevelser straks, dog benytter udøver en hver mulighed på at sladre og sprede falske rygter om offeret. Når offeret isoleres fra miljøet kan udøveren bruge dette som argument for at udøveren har ret i at offeret ikke er et godt menneske, for eksempel.