Jeg river i mit hår. Jeg skriger. Jeg kan ikke rumme de følelser jeg har inden i. Jeg kan ikke klare de tanker i mit hoved. Jeg slår og niver mig selv – for at mærke jeg stadig er i liv. Jeg kigger i spejlet og kan ikke genkende mig selv. Hvordan er jeg havnet her? Hvordan er det kommet så langt ud? Er jeg blevet skør? Er jeg virkelig blevet skør? Jeg skjuler mit ansigt med mine hænder og begynder at gynge frem og tilbage på gulvet. I timevis. “jeg kan ikke mere” hvisker jeg gentagne til mig selv.

– Kristina, efterår 2013