Tegn ud af volden

TEGN UD AF VOLDEN

Yndigt par – knapt så yndigt alligevel

Yndigt par – knapt så yndigt alligevel

Jeg hader det faktisk. Jeg hader at se mine veninder eller bekendte, eller fremmede faktisk, få det de drømmer om.

Og med det mener jeg, at de flytter sammen med kæresten, får børn, bliver gift – det ligner at de får ægte kærlighed at mærke. Og så sidder jeg her, med en kæreste, og vi er slet ikke i nærheden af at skulle bo sammen. Jeg ved ikke om vi kommer til at bo sammen.
Jeg føler at alle andre har en kæreste hvor det faktisk fungerer. Men hvor jeg sidder her og tuder fordi jeg endnu en gang er skuffet eller måske såret? Jeg har brugt endnu en dag på at skulle skændes med min kæreste fordi jeg har bedt ham om noget, og det passede ham ikke. Hvorfor er det egentligt at jeg aldrig må bede ham om noget? Når det er omvendt så forventer han at jeg hjælper, og at jeg skal hoppe og springe for ham – og hvis jeg ikke gør det, så bliver jeg kaldt for diverse ting. Det værste er når han ignorerer mig, og at jeg bare er luft.

Det irriterer mig at jeg sidder lige nu, og er rigtig bange for at skrive det her. Fordi ingen kender sandheden og jeg er nervøs for at folk pludselig tænker “hov, er det ikke lige den der person der?”. På trods af at jeg aldrig har skrevet en blog før og det her ligner mig ikke på nogen måde, så er der alligevel en stemme i mig som siger; pas på, de ved hvem du er. Jeg ved godt det er paranoiaen som spiller ind her.
Folk tror vi har det perfekte forhold, og at vi er rigtig glade sammen. Jeg vil gerne have de bliver ved med at tro det. For jeg magter ikke at skulle fortælle sandheden. At det ikke går godt. At mine behov ikke betyder en skid i det her forhold. At jeg får skældud eller at der bliver stillet spørgsmål hver eneste gang hvor jeg prioriterer mig selv først, eller hvor jeg siger ham imod, eller som fx i dag, hvor jeg fortæller ham om mine behov. For det er vildt mærkeligt at jeg tænker/synes/føler sådan – ifølge ham. Alt det jeg siger og føler, er forkert. Også selvom han misforstår, så er det mig som lyver, fordi han ved jeg har sagt noget – som jeg faktisk ikke har sagt.

Jeg vil bare have folk tror, at vi også har det godt. At vi også får børn, bor sammen, giftes, og alt det der. Men sandheden er at jeg spilder min tid. Sandheden er at jeg er så ulykkelig. For jeg tror ikke at de her fine ting, børn, hjem og ægteskab, at det vil ske. Og jeg går lidt og tænker at det aldrig vil ske, at ingen vil have mig. Sandheden er at det går skidt, og at jeg er startet i støttegruppe for kvinder, der er udsat for vold. Men det ved ingen noget om – og jeg aner ikke hvor længe jeg kan blive ved med at lyve, med at smile og med at sige “vi flytter snart sammen”. Inderst inde skriger jeg om hjælp hver gang nogle spørger, men jeg tør simpelthen ikke sige sandheden.

– Anonym