Der sad du, i din lille båd. Og her flød jeg, i det store hav. Velvidende om at jeg nok skulle dø. Der var ingen vej udenom. Jeg har forsøgt at finde hjælp hos dig. Jeg har forsøgt at hive mig selv op i båden. Men hver gang blev jeg skubbet tilbage i det store hav. Jeg er ved at tabe energien. Jeg er ved at miste luft. Jeg kan ikke mere. Jeg kan ikke mere.

Og der sidder du og spørger hvad der er galt. Du ser så bekymret ud. Og hvor vil jeg gerne tro på dig. Jeg vil så gerne tro på at du vil mig det bedste, men jeg har lært det nu. Jeg har lært at når jeg svarer på hvad der er galt; at jeg er ked af at blive skubbet tilbage i havet. At jeg er såret over det du gør; så dræber du mig lidt efter lidt.

Du bliver ved med at spørge; hvad er der galt skat? – hvorfor snakker du ikke med mig? Og jeg har så meget lyst til at svare, fordi måske vil du forstå mig denne her gang. Måske redder du mig op af det her kolde vand. Måske vi kan sejle hjem sammen, uden at jeg mere skal kæmpe for livet. Men jeg har lært at ikke stole på håbet. Jeg kan ikke stole på at blive reddet. Jeg har lært at hvis jeg svarer, så dør jeg. Og jeg vil hellere flyde i det her kolde vand, velvidende om at jeg måske dør ved at ikke svare. Hellere ikke svare og måske overleve, end at svare og så dø.

Når jeg prøver at svømme væk, følger du efter mig. Du blokerer vejen for mig, og jeg bliver mere og mere træt.
”hvad er der galt?”, spørger du så omsorgsfuldt. Og jeg ved, at hvis jeg har det forkerte ansigtsudtryk på, så dør jeg. Og jeg ved, at hvis jeg trækker vejret forkert, så dør jeg. Og jeg ved at hvis jeg svarer hvad der er galt, så dør jeg. Så jeg flyder rundt, magtesløs og hjælpeløs. Med en indre kamp om at tro på håbet vs at ikke tro på håbet. Håbet om at der var en smule kærlighed tilbage i dig – håbet om at der var en smule menneskelighed i dig. Men jeg har lært at ikke stole på noget. Min mavefornemmelse beder mig om at holde mund, mit håb beder mig om at åbne munden. Hvad skal man gøre når man har lært, at man ikke kan gøre noget men samtidigt har lært, at man skal gøre noget? – og hvad gør man, når jeg har lært at uanset hvad jeg gør, så er det forkert.

Jeg drukner, tænker jeg. Jeg stirrer i dine øjne, det er umuligt at aflæse dig. Jeg hører dig igen og igen spørge, hvad der er galt, men jeg kan ikke se noget i dine øjne. Du ved at jeg skal dø. Jeg ved jeg skal dø. Du venter blot på at jeg svarer eller ikke svarer, så du får grund til at straffe mig, grund til at dræbe mig. Du ved også at ved at bare spørge, efterlader du mig her. Og jo mere du blokerer for mig, jo mere træt er jeg. Så jeg prøver bare at flyde, helt uden at bevæge mig, helt uden at udtrykke mig, men bare er. Jeg ved jeg dør, men jeg vil gerne prøve at overleve. Hvordan, ved jeg ikke.

Jeg ved jeg er nødt til at svømme, jeg ved det. Jeg har forsøgt at komme op og du bankede løs på mine fingre, at de nu bløder. Jeg har forsøgt at komme op og du slog mig i hovedet med din åre. Jo mere jeg flyder her, jo mere dør jeg. Og jeg taber også energien. Jeg taber lysten, og begynder at synke. Du bliver ved med at spørge ”hvad er der galt?” mens det sidste jeg ser, er dit forsøg på at være omsorgsfuld. Det sidste jeg hører, er dit forsøg på at være medfølende. Men jeg føler intet. Jeg mærker intet. Jeg er bare.

Et sted mellem havets bund og bunden af din båd er jeg i en bobbel som hverken er livet eller døden, men et sted hvor du ikke eksisterer. Og jeg finder muligheden for at slippe væk, uden at du vil opdage mig. Du sidder deroppe i din båd, du frydes over troen på at have slået mig ihjel. Du sidder der og planlægger en historie om hvordan jeg faldt ombord, og hvor meget du kæmpede for at redde mig men at stormen forhindrede dig i det. Du planlægger dine krokodilletårer. Du tror du har vundet. Du tror jeg ligger på bundet af havet, i færd med at blive tømt for al ilt. I færd med at fortæres. I færd med at blive til intet andet end knogler. Men jeg svømmer.

Jeg svømmer selvom jeg næsten ingen ilt har tilbage. Jeg svømmer selvom hele min krop skriger efter at give op. Jeg giver ikke op. Jeg vil hellere dø mens jeg slipper væk, end at blot dø hvor du sidder i din båd ovenover mig.
I sekundet før alt bliver intet, er jeg kommet op til overfladen igen. Din båd er der stadig men du har ikke opdaget mig. I takt med at bølgerne bliver mindre og mindre, jo mere bange er jeg for at du kan se mig svømme væk. Jo mere rolig havet er, jo mere bange er jeg for at blive indhentet af dig. Men du ser mig aldrig. Du er overbevist om at jeg er død, og du følger ikke efter mig. Du er i gang med at planlægge din historie – mens jeg er i gang med at finde livet.

Jeg døde ude på havet den dag. Men jeg er født på ny. Jeg kommer aldrig til at være hende jeg var før dig. Men jeg døde ikke helt.
Jeg fandt mit eget sted og være. Jeg har bygget et nyt univers. Jeg har plejet mine sår. De er nu til ar, og huden spænder stadig. Jeg har stadig mareridt. Jeg har stadig dage hvor jeg ikke kan trække vejret. Jeg ser dig dukke op hist og pist, men hende du slog ihjel er her ikke mere. Hende jeg er i dag, er ikke under din kontrol længere.

Jeg fandt ikke nogen ø da jeg svømmede væk – men jeg fandt en ø i mig selv. Et sted som nogle gange er blæst væk af orkaner, men det er også et sted som genopbygges. Træer kan vælte, men der vokser nye træer. Hytter kan vælte, men jeg kan lave nye hytter. Og min ø er magisk: du kommer aldrig til at kunne sejle derhen, for du kender ikke mig længere – den du kendte, er død og med hende døde din magt også.

– Sarina Michelsen