”Nå ja, men du ved jo at du let får blå mærker – det kan jeg ikke gøre for”

Den sætning fik jeg ofte at vide når jeg påpegede for ham, at han var voldelig. Med dén sætning bagatelliserede han sin voldelig adfærd overfor mig. Det blev svært for mig at argumentere at han var voldelig, for ja jeg fik let blå mærker – og jeg tænkte tit at måske det var min egen skyld. Måske det ikke var så slemt alligevel, måske han ikke var voldelig netop fordi jeg jo let fik blå mærker.

Måske det bare er mig

Dét som psykisk vold kan gøre, er at få offeret til at tænke om det måske var offeret selv, som var problemet. Jeg var en af dem. Jeg levede i et voldeligt forhold i 4 år; det bar meget præg af psykisk, fysisk og seksuel vold.
Måske I, som selv har prøvet at være i sådant et forhold, genkender den der tanke; måske var det bare mig? Den tanke havde jeg meget ofte. I starten sagde jeg tit fra overfor den adfærd han udviste, men han havde rigtig mange gode undskyldninger. På en eller anden måde så havde han altid en forklaring på hvorfor han handlede som han gjorde – og den forklaring var som regel baseret på min adfærd. At jeg var for ærlig, for dominerende eller sagde tingene på den forkerte måde. Jeg tror vi er mange mennesker, som rigtig gerne vil forstå den anden og derfor også tænker over sin egen adfærd – mennesket vil gerne forstå.

Idet hans adfærd fortsatte, så begyndte jeg langsomt at kigge indad, og spekulerede derfor på om det måske bare var min skyld. Måske jeg skulle være lidt mere hensynsfuld. Måske jeg skulle være mere forstående i forhold til hans adfærd. Han stod så fast i sine forklaringer, at jeg prøvede at finde svarene i mig selv. Cirka et halvt år inde i forholdet, begyndte jeg at få blå mærker – men da jeg påpegede volden, forklarede han at jeg jo let fik blå mærker. Hans reaktion var meget afslappende, og fordi han opførte sig som om alt var normalt, så tænkte jeg meget over om jeg måske overreagerede. Måske det bare var et uheld, og måske det ikke var så slemt som det så ud til at være.

Det samme gjaldt også andre ting. Hvis han havde kaldt mig for alverdens ting, så bortforklarede han det altid med forklaringen om at det var mig som var problemet. At jeg overreagerede. At jeg misforstod ham. At det var min skyld at han kaldte mig for de her ting, fordi jeg kunne bare lære at lade være med at sige ham imod.

Den usynlige gift bag ordene

Det jeg ikke opdagede, var at hans ord var giftige. De gik ind og forgiftede mine tanker. Og ved at han forgiftede mine tanker, så blev mine følelser også påvirket. Der var et evigt dilemma i mig; er det nu bare mig, eller er der noget galt her?

Og den tvivl gjorde mig handlingslammet. Jeg vidste ikke hvem jeg skulle tale med, jeg vidste heller ikke hvordan jeg skulle forklare situationen for andre. Når jeg prøvede, så sagde folk at jeg måtte prøve på andre måder.

Folk, og inklusiv mig, vidste jo ikke hvad der reelt foregik. Det som der i virkeligheden foregik, var at han manipulerede mig så meget, at jeg ikke kunne se hvad problemet var – hvis det ikke var mig, som var problemet. Jeg var godt på vej ind i et fængsel – et usynligt fængsel, hvor jeg ikke engang havde nøglen til at kunne låse op for buret igen.

Jo mere han nedgjorde mig, jo mere underdanig blev jeg også – for jeg begyndte at tænke at det nok var mig som var problemet. Der var rigtig mange situationer hvor han sagde, at det var synd for ham, at jeg var sådan her. Det surrealistiske var at det var mig som sad dér med blå mærker og sår. Jeg troede virkelig på ham – jeg troede det var min skyld. At det var synd for ham, at jeg havde tvunget ham til at være på den måde. Og jeg tænkte at jeg var heldig, fordi han gad være sammen med mig på trods af den person jeg var.

Det gjorde det også vanskeligt for mig at tale med mine veninder om det, fordi de forstod ikke hvad der reelt foregik. Nogle gange blev de frustreret over hvorfor jeg ikke bare kunne gå min vej – og jeg var også selv frustreret, for jeg forstod ikke helt hvorfor jeg var så fanget i det; og deraf brugen af ordet ’fængslet’.

De giftige ord som han plantede i mit sind, gjorde også at jeg begyndte at isolere mig fra mit netværk. Jeg følte lidt at jeg skulle undskylde for at jeg overhovedet eksisterede. Jeg følte at jeg var en byrde for alle som kendte mig. Til sidst var jeg så afskærmet fra verdenen at jeg kun fik inputs fra min kæreste – og det betød at jeg var i en fase i mit liv, hvor jeg virkelig følte at alt var min skyld. Jeg begyndte at lave om på mig selv i håbet om at jeg kunne få fikset problemerne. Nogle gange bad jeg om hans støtte, fordi jeg ikke kunne fikse det hele alene – men det var altid mit ansvar at skulle rydde op i problemerne. Det var jo ikke ham som var problemet men mig, og derfor skulle jeg også selv fikse tingene. Det var frustrerende for uanset hvad jeg gjorde, så var det aldrig godt nok.

Jeg er udsat for psykisk vold

Det var i forbindelse med mit frivillige arbejde, at jeg opdagede hvad psykisk vold var. Jeg havde ansvaret for en samtalegruppe, og dér var der en ung kvinde som fortalte at hun oplevede psykisk vold. Jeg kendte hende ikke, men det var som at høre mig selv. De ting hun delte med gruppen, var så genkendelig på alle mulige måder. Den måde hendes kæreste var på. De ting hendes kæreste sagde og gjorde. Det var præcis det samme som min kæreste gjorde.

Jeg begyndte så at undersøge begrebet ’psykisk vold’ nærmere, og det var også der at jeg begyndte at åbne lidt op for tingene, overfor mine veninder. Bare dét at rent faktisk kunne forstå, hvad der foregik, det havde været en kæmpe øjenåbner for mig.

Jeg begyndte at fortælle min kæreste, hvad det var han gjorde. Jeg havde et håb om at hvis bare han kunne forstå hvad der foregik, så ville alt blive bedre. Jeg forsøgte at gøre alt. Jeg forsøgte at forklare ham at når han gjorde eller sagde noget, så var det nedladende overfor mig – men uanset hvad jeg gjorde, så blev det altid brugt imod mig. Præcis ligesom når han sagde at jeg jo let får blå mærker, så ville han også sige noget i stil med at hvis han skulle respektere mig, så skulle jeg også respektere ham. Og hans opfattelse af respekt var at jeg skulle adlyde ham. Der var altid det krav om at jeg skulle gøre noget for ham, før han – måske – kunne behandle mig bedre.

Terapi var min vej ud

Jeg kontaktede en organisation for voldsramte for at få hjælp. Til at starte med, fik jeg tilbudt et individuelt forløb hos en af deres psykoterapeuter.

På dét tidspunkt var jeg så ødelagt indeni at jeg følte, at jeg ikke fortjente at få hjælp. Selvom jeg forsøgte at forklare min kæreste igen og igen, at det han gjorde, ikke var i orden, så blev jeg bare pillet mere og mere fra hinanden. Da jeg startede i forløbet, havde min kæreste tvunget sig ind i min lejlighed og bosat der. Jeg stod i en situation hvor jeg følte mig magtesløs. Psykoterapeuten var min redning, hun skabte en masse tanker hos mig som jeg ikke havde før.

Jeg var meget i tvivl om jeg overhovedet havde ret til at gøre eller sige de ting, som jeg ønskede. Hun bekæmpede hans ord med hendes ord, og langsomt skabte jeg nye refleksioner i forhold til min situation. Forløbet hos hende var både utrolig befriende og utrolig smertefuld. Der skulle rippes op for mange ting, og jeg skulle oveni det hele også bekæmpe min kæreste.

Det føltes virkelig som en krig. At stå op for sig selv, og at holde fast i sine egne værdier – det var noget som var utroligt svært for mig. Jeg havde en indre overbevisning som var at jeg var den forkerte. Jeg havde en sikkerhedsadfærd som var at jeg ikke skulle sige ham imod, fordi så ville der ske noget. Men psykoterapeuten holdt fast i mig. De første par gange skammede jeg mig over at være der, for jeg følte ikke at jeg fortjente at få hjælp – men efterhånden begyndte jeg at se tingene fra en ny vinkel, og det gjorde at jeg begyndte at lægge mærke til hvad det var han sagde, og hvad det var han gjorde.

Når han sagde ’du får jo så let blå mærker’, så betød det at han gav mig skylden for at jeg havde fået blå mærker – og dermed fralagde han al ansvar. Det var ikke noget jeg havde tænkt over før indtil jeg startede forløbet. Alle de sætninger han brugte mod mig, dem analyserede jeg og psykoterapeuten sammen og det hjalp mig utroligt meget.

Jo mere jeg trak mig fra min kæreste, jo mere følte jeg at jeg kunne trække vejret.

Som at komme op til overfladen igen

Det var utroligt livsafgørende for mig, at jeg kom i det forløb. Jeg tror stadig i dag, at hvis jeg ikke havde hørt om psykisk vold i mit frivillige arbejde, eller hvis jeg ikke havde kontaktet organisationen, så havde jeg måske stadig siddet fast i et voldeligt forhold. Jeg ved ikke hvad der ville være sket hvis jeg blev i det.

Efter mit individuelle forløb som varede 1 år, så startede jeg i organisationens samtalegruppe. På dét tidspunkt havde jeg slået op med min kæreste, men vi var stadig i kontakt med hinanden. Det føltes ikke rigtigt som om vi var slået op, men det var vi.

Da jeg kom i gruppen, fik jeg den samme følelse som dengang jeg hørte hende kvinden fortælle om sit psykiske voldelige forhold. Følelsen af genkendelse.

Det var surrealistisk at høre andre fortælle om næsten de samme ting, som jeg selv havde oplevet. At en hel fremmed kunne fortælle om hendes/hans kæreste som også var hel fremmed for mig – og at disse fortællinger var præcis de samme fortællinger, som jeg også havde om mit eget forhold. Det at kunne spejle sig i andre, var utroligt vigtigt for mig. Jeg opdagede jeg ikke var alene. Derudover var det også utroligt givende for mig at få viden om psykisk vold – hvad det var samt hvad det gjorde ved én.

Bare det at kunne forstå hvad jeg oplevede, det gav mig mere styrke. For mig betyder viden magt. At vide betyder at man også kan forholde sig til det, og dermed også kunne gøre noget ved det. Jeg har haft ét gruppeforløb, og det har hjulpet mig utroligt meget. Jeg skiftede nummer mens jeg var i det forløb, og det gjorde at jeg fik kontrollen igen. Jeg kunne selv bestemme hvem der kunne kontakte mig over telefonen, og det gjorde at jeg bedre kunne slappe af når jeg fik opkald eller sms’er.

Bare dét at genvinde kontrollen gjorde, at jeg slappede mere af. Han kunne ikke krænke mit liv på samme måde længere.

Forståelsen af den psykiske vold samt de redskaber jeg fik i terapien, gjorde at jeg i dag bedre forstår mig selv. Jeg forstår også bedre hvad det var, der foregik i det forhold. Jeg er bedre til at spotte ting som ikke er gode for mig.

Bare det at jeg kan trække vejret igen, har gjort at jeg har fået rigtig meget overskud tilbage. Livet efter psykisk vold betyder ikke, at man fra den ene dag til den anden dag har det fint; det betyder at man genfinder sig selv igen, og finder ud af hvilke grænser man har. Og på dén måde kan man leve et liv efter psykisk vold, netop fordi man bedre forstår sig selv og sine grænser – samt er bedre til at sætte dem.

– Sarina Michelsen